Tidningen Fisk & Fri har en jättebra artikel om havsöringens livs och jaktmiljö.

Här nedan kan du läsa en av de bästa artiklarna kring havsöringens jaktmarker och livsmiljöer. För mig är det extra roligt att få förklarat och bekräftat varför sandbotten är så bra som det är,

Det jag skulle vilja lägga till i kommentarerna är att det är mindre antal öring över sandbotten, men de som är där är ofta i toppkondition.

Visst kan man tro att sandbotten är som en öken, men det finns många ”oaser” om man vet vad man skall titta efter.

Hur fiskar du själv? fundera över den miljö du fiskar idag i och om du skulle pröva mer sandbotten.

Sen kan jag avslutningsvis säga att jag själv kommer djupa det här med sandbotten mer i mina egna artiklar framöver.

Trevlig Midsommar7 Christopher

Källa: tidningen fisk&fri författare:Jens Jeppesen

SE DIN KYSTPLADS MED HAVØRREDBRILLER – Fisk & Fri.

http://www.fiskogfri.dk/artikler/se-din-kystplads-med-havorredbriller/

Du står og kigger ud over sandbund, tangskov, ålegræs og stenrev – eller en skøn blanding af disse levesteder. Men hvad er egentlig det bedste levested og dermed et godt fangststed, for fangst af vores højtelskede havørreder. Det kigger vi nærmere på i denne artikel.

Tekst Jens Jeppesen

 

SANDBUNDEN kan umiddelbart virke som en ren ørken, men denne biotop regnes faktisk som en af de vigtigste leve- og fourageringssteder for havørrederne. Således er der faktisk mange havørredfiskere, der regner sandbundslokaliteter som nogle af deres bedste havørredrevirer. I og omkring sandbunden fouragerer nemlig havørredens nok vigtigste byttedyr nemlig tobisen og den noget større, plettede tobiskonge, hvis hovedmenu sjovt nok er den mindre kysttobis.
Begge arter tobis bruger sandbunden både som fourageringsområder, når de støvsuger vandet for krebsdyr, vandlopper og fiskeyngel. Sandet er dog også vigtigt som skjulested i dagtimerne for jagende rovfisk og om natten direkte som sovekammer. Tobisens tilknytning til sandbund er så markant, at den faktisk meget sjældent svømmer langt væk fra dette miljø.

 

 

Når lysmængden ved solnedgang og især i de varmere måneder fra slutningen af marts til slutningen af november er tilpas lav svømmer tobisen i store stimer ind på de lavere sandbundspartier og forbereder overnatningen i sandet ved at svømme i rundkreds i området et stykke tid. Det ene øjeblike kan man opleve et sandt sølvskær af tobiskroppe på den lave sandbund – for pludselig og uventet at opleve, at vandet er tømt for tobis. Pludselig graver hele tobisstimen sig nemlig ned i sandet, og er nu helt nedgravet op til 10 cm under overfladen indtil næste morgen hvor lysmængden kommer over et vist niveau. Hav­ørrederne kender udmærket til disse op –og nedgangtider af tobisflokkene og står derfor parat på velvalgte steder ude foran sandbundspartierne – parate til at frådse i tobiskroppe. Her drejer det sig selvfølgelig om at være på pletten med tobislignende agn, som fx kystwoblere og slanke blink eller aflange streamers, som bliver ført hurtigt hen over sandbundsfladerne!
Om natten er der en anden fiskejæger, der også jager tobiser på sandbunden. Det er store ål, som skifter farve til næsten helt blege/ hvide, for bedre at camouflere sig. Ålene jager de sovende tobiser, og det sker, at de får vækket sovende tobiser. En svømmende tobis midt om natten er svær at fange for en knap så hurtig ål, men her tager havørrederne over. Op mod den lyse nattehimmel er de svømmende tobiser et let bytte.

 

 

På en sommerferie til Bornholm for nogle år siden, i slutningen af juni måned har jeg en decideret aha-oplevelse omkring hav­ørredernes valg af pladser. Jeg er på aftenfiskeri på nordkysten af Bornholm, og jeg finder hurtigt en lækker bugt, hvor bunden faktisk består af rent sand så langt øjet rækker. Jeg foretrækker på det tidspunkt en blandet bund, men lader sandstykket komme an på en prøve, idet pålandsvinden er behagelig svag. Kl. er ca. 21 om aftenen, så lyset er efterhånden ved at blive svagt. Jeg står ti meter fra land på ren sandbund og spinnefisker med store grønne Glad­saxwoblere. En times fiskeri går, hvor jeg har fået en pæn sølvblank målsfisk helt ude i kastet på trods af, at vandet faktisk er over 20 grader i overfladen. Lige pludselig ved 22 tiden bliver vandet omkring mig helt levende af tusindvis af kysttobis i størrelsen 5-10 cm, som er i færd med at grave sig ned i sandet. Fænomenet varer en halv times tid endnu, og i den tid har jeg haft kontakt med en del, og også landet flere havørreder på tobiswobleren direkte ude på den rene sandbund, cirka 40 meter fra land. To af fiskene var omkring 4 kilo på henholdsvis 3,9 og 4,1 kilo. Jeg mistede en rigtig stor fisk helt ude i kastet, og præcis som jeg forudså, var alle de hjemtagne havørreder fyldte med tobis. Det var næsten som om, at ørrederne stod et stykke fra land ved tobisens sengetid og ventede på, at stimerne kom tættere på land, hvor de lettere kunne fanges.
Summasumarum er det altså en god ide at lede efter egnede sovesteder for tobisen på deciderede sandbundsbiotoper – og meget gerne nogle steder, hvor sandet ligger som en beskyttende bugt imellem andre hårdbundsbiotoper. Jo færre nedgravningssteder for tobiserne der er i området, desto mere vil de opkoncentrere sig. Og havørrederne – de er lige i hælene på dem. Det helt hotte fiskeri er i nedgravningsperioderne om aftenen og opstigningsperioderne om morgenen.
Af andre vigtige byttedyr for havørreden kan nævnes sandkutling og hestereje.

 

 

STRENGETANGSKOV er en anden type af plads, der ofte byder på mange havørreder. Bunden hvor­på strengetangen står fæstnet kan faktisk både bestå af sten og/eller næsten rent sand. Strengetangsskove har en næsten magnetisk tiltrækning på ørrederne samt ikke mindst deres byttedyr. Eksempelvis vil man tit i sensommer og i efterårsmånederne kunne se brislinge-, silde- og hestemakrelsyngel stå i ly af de lange strengetangsplanter, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig de mange havørreder som dagligt går på jagt netop her for at fylde sig med disse sølvblanke lækkerier.
Tit vælger folk strengetangspladserne fra grundet det faktum, at man ikke særligt effektivt kan affiske stykkerne, fordi strenge­tangen tit ligger hen over overfladen. Men det er synd, for tit kan en stor sølvblank havørred lure i skjul af tangen. Snorkeldykker man med lys på strengetangsbælter om natten vil man hurtigt erfare, at levestedet til tider og især fra august – oktober bugner af hvilende eller sovende havørreder, der ligger direkte på bunden mellem stænglerne. Rigtigt gode spinneagn på strengetangen er brede sølvblanke og kobberfarvede blink, som i moderat til hurtig fart fiskes lige i kanten af bæltet. Et godt tip er at fiske med flue og bobleflod lige under overfladen, på de partier hvor strengetangen ikke når helt op til overfladen.
På bunden i og omkring tangen vil man desuden finde godt med fjord-, tang- og hesterejer, der selvsagt også er vigtigt byttedyr for havørrederne.

 

 

REV og revdannelser langs kysterne er også klassiske havørredpladser. På revene er der meget tit både lavere vand, stærkere strøm, bedre iltforhold og mere vandbevægelse. Disse forhold lokker mange forskellige dyrearter til. Eksempelvis dækkes toppen af revet tit af de strømelskende blå­muslinger, som igen lokker mange andre dyr til med varieret fødeudbud og flere skjulesteder. Bundforholdene på revene er som regel hårde, og kan bestå af sten i forskellige størrelser. Stenene kan være dækket af tang, og endelig kan den hårde bund være dækket af blåmuslinger.
Havørreden kan grundet de tit stærke strømforhold som regel bare blive stående stille i et område på revet og vente på at føden i form af tobis-, silde-, og brislingestimer svømmer forbi. Grundet den tit hurtige strøm er tungere agntyper tit at foretrække på revet. Af uvisse grunde er det hovedsageligt på strømsiden, det sker, når man står på revet. Måske parkerer havørreden sig herude for at komme først til fadet, når stimerne af byttefisk bliver presset ind over revet af strømmen. Da muslinger er med til at filtrerer vandet, er sigten omkring muslingerev/banker ofte meget fin. På danske rev kan der i roligt vejr om sommeren være en sigt på 7-10 meter. I fjorde med muslinger kan der i den kolde tid være en sigt på over 15 meter – specielt på de lavvandede områder. Så pas på, når du vader ud i vandet. Havørrederne ser og hører dig med det samme. På revene kan havørrederne finde på at stå meget tæt på land i strømmen. Fisk derfor først revet af fra land og vad derefter ud i vandet.
Der er ikke to år der er ens. Det ene år kan et rev være dækket af alger, og det næste kan alle muslinger være blæst væk af en kraftig storm. Men muslingerne kommer igen. Det tager bare nogle måneder.
Karakterarterne for denne biotop er strømelskende fisk og dyr som fx pelagiske kutlingearter, tobis på jagt og sildestimer. På revene træffer man desuden en del hundestejler lige under overfladen om natten.

 

 

STENBUNDEN kan på mange måder være et særdeles giftigt sted at fiske havørreder, selvom de umiddelbart virker kolde og livløse. Imellem og under de blotlagte sten lever der nemlig til tider store mængder af rejer og forskellige børsteormsarter, som om foråret kan sværme ud i vandet og påføre havørrederne lidt huld på kroppen.
Selvom børsteormene ikke lige sværmer hele tiden, så afpatruljerer havørrederne ofte området intensivt. Det virker som om stenbunden, sandbunden og de kystnære rev er som deciderede afpatruljeringsområder for havørreder, hvor de fx hurtigt svømmer ind på stenbunden. Her ser de, om der er noget spiseligt, hvorefter de svømmer videre til de næste potentielle spisekamre – fx sandbundspartier.
Stenbunden er ikke et område, hvor havørreden ynder at blive i længere perioder. Man skal huske på, at havørreden i sin blanke jagt­dragt ikke automatisk er tilknyttet nogen bestemt bundtype, men kun bruger de forskellige bundtyper som spisekamre. Faktisk er den som udgangspunkt en pelagisk jæger, som er bedst tilpasset og camoufleret til et liv i det frie vand. Præcis dette vidner de gennemsigtige finner, den sølvblanke side, de løse skæl, den mørke ryg og den lyse bug om. Men – i bestemte perioder – eksempelvis i perioder, når den fordøjer eller hviler sig, kan den slå sig ned i kortere tid over stenbunden, som er et godt sted at hvile sig, fordi den let kan overskue området for både fjender som fx sæler – og byttedyr.

 

 

ÅLEGRÆSSET er et fantastisk spisekammer for havørrederne, men kun i bestemte perioder om året. Det er nemlig sådan, at ålegræsset visner i den kolde tid, så de førhen så vidstrakte ålegræsenge sidst i marts måned ligner de rene ørkner uden meget liv. Men først i slutningen af april spirer de nye åle­græsstængler ud af sandet og i løbet af sommeren tiltrækkes mere og mere liv, og dermed skærpes også havørredens interesse for områderne.
I og med, at ålegræsset som regel står i mere rolige og stille­stående områder, finder vi i åle­græsset også de byttedyr, der ynder det stille vand som fx Roskilderejer, tanglus, snegle, kutlingearter, hundestejler og ikke mindst et mylder af forskellig fiskeyngel. Især i fjordene om efteråret hersker de farvede havørreder i ålegræsset. Den fore­stående gydning gør, at hav­ørrederne har behov for at hvile og skjule sig mere end normalt, og tit så danner ålegræsset nemlig perfekte skjul for ørrederne, som tit står nede på bunden skjult mellem de lange stængler. Nogen mener, at de farvede havørreder skal fanges på to måder: Enten med bittesmå agn, som bliver taget ind tæt over bunden imellem stænglerne – eller med kæmpe farvestrålende provokationsagn, som især de aggressive havørredhanner kaster sig frådende over.

 

 

TANGSKOVE – især de tætte af slagsen – virker umiddelbart frodige og fuld af gode skjulesteder både for byttedyr og havørreder. Men sandheden er faktisk, at monotome vidder af tangskov sjovt nok ikke tiltrækker havørreder. Især de helt store tangbælter kan især i dagtimerne tit være fuldstændig tomme for havørreder.
Der er som regel rigtigt mange byttedyr i og omkring tangskovene såsom tanglopper, tanglus, tangrejer samt en del arter af både fritsvømmende og bundnære kutlingearter som fx – to-plettede- og glaskutlinger. Årsagen til at der ikke er så mange havørredeer, er måske, at de mange byttedyr her i for høj grad kan nå at søge skjul eller simpelthen er så godt skjult i løvet, at ørreden ikke lægger så meget energi i at søge føde her.
Der er dog enkelte tidspunkter, hvor havørreden nærmest står på hovedet for at komme til fadet i tangskoven, og det er specielt et fænomen, som man kan opleve i de tidlige forårsmåneder. Det er nemlig her om foråret, hvor solens stadigt stærkere stråler varmer det lave vand på 0-½ meter, at de mørke tangskove i en sådan grad varmes op, at tanglopper, tanglus og tangrejer bliver ekstra livlige og aktive. Denne aktivitet lokker havørreden til og mange har været vidne til, at ørrederne faktisk står med hovedet ned i en tangbusk og halen ud af vandet og » tailer« for at kunne tage for sig at retterne af de små næringsrige krebsdyr. I mange situationer kan man opleve havørredens roden rundt efter krebsdyrene på det lave vand, og kan under stor spænding direkte servere bittesmå krebsdyrsimitationer foran fisken enten med fluestang eller på bobleflåd.

 

 

DET PERFEKTE STED at fiske sin agn, kan som skitseret variere utrolig meget afhængig af sæson, strøm, vejr og vind. Selvom om de forskellige biotoper hver for sig kan være gode, er de allerbedste hotspots ofte lige i overgangen mellem to forskellige bundtyper. Lige præcis her kan havørreden nemlig ligge perfekt i skjul, overskue situationen – og samtidig få det bedste fra alle hylder.
Som kystfisker betyder det i praksis, at det ofte kan svare sig at affiske overgangen mellem forskellige microhabitater særlig grundigt. En klassiker er overgangen mellem lys og mørk bund, der selv uden polbriller kan være let og se.